Til en jeg endnu ikke kender. Eller måske gør jeg? Statistisk set har man mødt den, man ender med at tilbringe resten af livet med før man fylder 20 – og jeg er snart 21. Så måske det er til ham, jeg har prøvet at få det til at fungere med de seneste måneder. Måske det er til ham, jeg lige har mødt, men som forstår mig, som har vi kendt hinanden i årevis. Måske det er til den eks-kæreste, der netop er begyndt at spøge igen. Eller måske det er til hende, som jeg ikke vidste ville blive en ’hende’. Den her er til dig: Kære kommende store kærlighed. Hvor jeg dog glæder mig til at lære dig at kende. Også selvom jeg ved, det ikke skal være nu. Skulle det ske i morgen, ville jeg være bange for at skræmme dig væk. Fordi jeg ikke er klar til at slå mig ned eller færdig med at få mit hjerte knust. Jeg er heller ikke færdig med at kysse flere på én nat eller nyde spændingen ved en ’første date’.  Jeg bliver simpelthen nødt til at vokse lidt fra den side af mig selv, før du dukker op –...

Kære ven. Er du ved at være kommet over din monumentale sindssyge? Ja, jeg er ked af at måtte udtrykke det sådan, men hvis jeg ikke putter den label på din absurd dårlige opførsel, er der ingen chance for, at jeg kan bære over med den. Vælger jeg derimod at betragte dig som netop syg, har jeg ikke andet valg end at bære over med den. Hvis du er syg, kan jeg ikke lade dig stå til regnskab for, hvad du har påbudt dine nærmeste det seneste halve år. For hvor egoistisk du har været. Når du er i en tilstand, hvor du ikke kan kapere og ønsker dit eget liv, hvordan kan jeg så være vred over, hvad du gør ved andres? Jeg er faktisk mest vred over, hvor dårligt du behandler dig selv. Og så er jeg vred på mig. Vred, fordi jeg ikke kan få dig til at ændre mening. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Hvad kan jeg gøre? Jeg må ikke se dig? Jeg må ikke kontakte dig? Jeg kan ikke nå ind til dig? Og du har en forventning om, at jeg bare kan forholde mig passivt og lade dig være. Lade...

Det klæder dig at sidde på den hvide hest, og det klæder dig at være god. Det klæder dig at være bekymret, og det klæder dig at være tro. Men du bør være det over for en, der vil være det over for dig. Du skal have en prinsesse. En god pige. Jeg ved med mig selv, at du ikke skal have mig. Du kigger sorgmodigt på mig, mens jeg ordner mit hår. Klokken har passeret 10, og mens jeg sætter min sædvanlige hestehale, vender du hovedet på skrå. ”Hvor er du smuk”, siger du. Jeg vender øjne som altid. Jeg kunne have smilt og sagt tak, men det føles ikke rigtigt. Ideen om et ‘os’ føles ikke rigtig. Vi er to puslespilsbrikker, der ikke passer sammen. Der ikke skal eller bør sidde sammen, og jeg kan ikke spille med. Du er så sød og hengivende. Du komplimenterer mig, du lytter til mig og du tjekker op på mig.  Du er typen, der inden jeg går siger “skriv til mig, når du er hjemme, så jeg ved du er i god behold“. Det må være mig, den er galt med. Mig. Det ville ikke være første gang, at jeg stikker af...

Jeg synes ikke vi skal være sammen længere… Det går bare ikke. Du sårer mig hele tiden, og hvis ikke det går den vej, så er det mig, der sårer dig. Jeg ved godt vi to ikke har været venner i lang tid, men jeg synes ikke, vi skal forsøge at redde det længere. Jeg har fået nok, og jeg vil gerne have du giver slip på mig nu. Sagen er jo, at du kun melder din ankomst, når jeg er sammen med en fuckboi. Jeg synes faktisk du svigter mig. Derudover rotter du dig sammen med mit temperament, og sammen kan i 2 være en mundfuld ingen kan eller vil gabe over. Med hensyn til de der fuckbois, så troede jeg egentlig vi havde lavet en aftale – KUN de søde fyre! Dem der ringer for at høre, hvordan du har det, dem som min mor kan lide og dem som gør mig til en bedre version af mig selv. Men du er rebelsk og teenageagtig. Jeg synes du er rigtig umoden… Hver gang jeg får mig selv hooked up med sådan en fyr, så forholder du dig FULDKOMMEN passivt. Som om du er ligeglad. Hvorfor kan du ikke få mit hjerte til at galopere her, når...

Du er den værste jeg har datet – hvilket efterhånden et par stykker. Jeg er dybt imponeret over din evne til at fremstå som en sympatisk sød dreng, der blot prøver at klare sig i en stor verden. Jeg er dybt imponeret over dine manipulationsevner, der fik mig overbevist om, at du var god nok indeni, men havde haft nogle dårlige kontakter og var endt i noget rod. Og jeg imponeret og irriteret over at du er min type. Klokken er mange. Det er sommerferie, og jeg skal tage imod dig efter du er kommet hjem fra en længere rejse. Det er blevet mørkt for længst, og egentlig burde jeg være gået i seng – men jeg har holdt mig vågen, fordi vi har en aftale. Vi har skrevet sammen hele dagen – og dagene før. Snakket om hvor rart det ville blive at ses igen – om at du har savnet mig. Om at du så frem til at få mig med dig hjem. Vi har ses i en måneds tid, og tingene er egentlig gået meget stærkt. Du har overnattet flere gange og du har rent faktisk mødt mine forældre. Lidt af en bedrift taget i betrækning af, at min eks ikke mødte dem, før vi havde haft noget...

Det er sent. Klokken nærmer sig midnat, og de sølle rester af september måned er ved at fordufte. Det har været en forfærdelig dag – og det er det stadig. Vi er samlet omkring dig. Mor, Lene, Bo, Christian, far og jeg. Alligevel virker huset så tomt. Så efterladt. De vægge, der hele min barndom har vidnet til mine lege og min opvækst, virker grå. Og sofaen, jeg altid plejer at sidde i, mens jeg døser foran fjernsynet, er så støvet, at den ikke ser indbydende ud længere. Men det er stadig din stue. Vores stue kan man næsten kalde det – så meget tid som jeg har brugt herovre med dig. Du ligger med lukkede øjne i midten af stuen i en hospitalsseng, der ikke hører hjemme her. Du er så lille. Endnu mindre end du plejer. Jeg kan ligefrem se dine knogler på både kinder, hænder, fødder og alle andre steder. Mor er træt. Hun er stærk og holder sig vågen, men de mange nattevagter på rutine, har gjort hende udmattet. Det er også sent, og det er hverdag. Trods den sørgelige stemning, der spøger i huset, er der ingen tvivl om at her er fyldt med kærlighed....

Der gik præcis 4 uger, hvor vi sprællede i det samme net. 4 uger, hvor vi kunne definere det som “vi har noget”. En titel man opnår, når man har datet den samme person i en periode og ikke ville se det som fair, hvis man kyssede en anden. Når man ikke er kærester, men er mere end venner. Så kan man slippe afsted med noget så simpelt som: “vi har noget”. Et begreb min mor aldrig kommer til at forstå. I hendes optik er man enten kærester eller “bollevenner” – et ord man ikke ønsker at høre fra sin mors mund. Men 4 uger – hvilket er 3/4 uger længere end den sidste. Og vi skændes kun i 1 af dem. 25% af tiden. Hvis det ikke var dig, den var galt med, så må det have været mig. Det var naturligvis forkert af mig, at indtræde forholdet med ordene “gu’ ved hvor længe den her holder” klistret fast i mit baghoved. Og forkert af mig at se slutningen før begyndelsen, istedet for at lade mig forføre ind i romantikkens mystik. Det er bare blevet vanesag… Tag det ikke personligt. “Jamen, hvad vil du egentlig selv?“, spurgte du mig....

“En dans på røde roser” er et fejlfortolket og misvisende udtryk. Det er som at få en bold i maven. Den bliver der bare. Lige i mavesækken, og lungerne får også et slag, så man mister pusten og knækker foroverbøjet sammen. Så står man der. En situation, hvor det er meget svært at smile, se godt ud eller lade som om det ikke gjorde ondt. Men jeg gjorde det. Uforbederlig. Jeg vendte situationen – det var ikke dig der skred. Det var mig. Det var mig, der ikke ville have noget fast. Det var mig, der lige var kommet ud af et forhold. Det var mig, der kyssede med en anden. Men det var mig – ikke dig, mig. Men alligevel var det mig, der knækkede sammen i toget som en gammeldags kortfilm. Jeg havde ovenikøbet mødt en kammerat på vej til toget, efter at du havde fortalt mig, hvordan du følte. Eller rettere konfronteret mig med, hvad du ikke følte. “Hey, hva så, hvor skal du hen?” – åh gud – ikke nu… “Gud hej! – bare ned til stationen, hva med dig?”, jeg svarede naturligvis så almindeligt, som det var muligt. Sådan fortsatte vi med lidt small-talk. Ligesom vi ville...