Kære Ridder

Det klæder dig at sidde på den hvide hest, og det klæder dig at være god. Det klæder dig at være bekymret, og det klæder dig at være tro. Men du bør være det over for en, der vil være det over for dig. Du skal have en prinsesse. En god pige. Jeg ved med mig selv, at du ikke skal have mig.

Du kigger sorgmodigt på mig, mens jeg ordner mit hår. Klokken har passeret 10, og mens jeg sætter min sædvanlige hestehale, vender du hovedet på skrå. ”Hvor er du smuk”, siger du. Jeg vender øjne som altid. Jeg kunne have smilt og sagt tak, men det føles ikke rigtigt. Ideen om et ‘os’ føles ikke rigtig. Vi er to puslespilsbrikker, der ikke passer sammen. Der ikke skal eller bør sidde sammen, og jeg kan ikke spille med. Du er så sød og hengivende. Du komplimenterer mig, du lytter til mig og du tjekker op på mig. Du er typen, der inden jeg går siger “skriv til mig, når du er hjemme, så jeg ved du er i god behold“. Det må være mig, den er galt med. Mig. Det ville ikke være første gang, at jeg stikker af uden grund – og hvem gør det? Du må hellere stikke af først.

Kære Ridder, du skal ikke vælge mig. Og jeg kan ikke vælge dig, selvom jeg føler, at jeg bør. At jeg bør forsøge at få det til at fungere. At jeg bør sænke mine parader. At jeg bør være mod dig, som du er mod mig. At jeg bør lukke dig ind i min snoede verden. Men jeg gør det ikke, og jeg ved ikke, hvorfor du stadig er her. Du burde ride videre på din hvide hest. Jeg er utaknemmelig. Du forsøger dit ypperste, og alligevel er det bare ikke nok. Sådan ved jeg, du føler. Det er aldrig nok – og det vil aldrig være nok. Men det er ikke din skyld. Det er mig, der har druknet dig og hevet dig op, og formået at plante et håb i dig. Og du holder så stramt fast om det håb, fordi du virkelig tror på det. Du tror på, at jeg kan tilpasses som modellervoks i den form, du har gennemtænkt og udarbejdet. En gang imellem får jeg følelsen af at du elsker ideen om mig højere end du elsker mig. For du kender ideen til punkt og prikke, men mig kender du næppe nær så godt.

Kære ridder, mit syn på kærlighed har ikke altid været så kynisk. Jeg er ligesom dig vokset om med Tornerose og “de levede lykkeligt til deres dages ende“. Jeg er vokset op i en kernefamilie, som den gode pige, der skulle se det gode i mennesker. Det vendte, da jeg for alvor selv blev såret. Da det for alvor gik op for mig, at folk ikke er så pisse gode, som de giver sig ud for. At vi lyver overfor hinanden. At værdighed og frygten for at tabe ansigt, vejer mere end reelle følelser eller hjertets veje. Jeg ved ikke om det er et ‘Paradise-fænomen’, hvor romantikere, tillidsfulde og løgnere for alvor bliver mødes og sættes på kanten, når de to finalister står med guldkuglen i hånden, men jeg håber at vokse fra det igen. For hurra for den vinder, der smider kuglen, svigter sin partner, løber med millionerne og for overrakt vindertitlen – tillykke, du er landets dårligste forbillede.

Men min oplevelse lærte mig, at passe på mig selv. For det er der ingen andre der gør det. Inden alt det havde jeg det præcist samme udgangspunkt som dig, Ridder. Jeg tænkte “han ændrer sig nok”. Ligesom dig havde jeg håb, og jeg troede virkelig på det. Men det gør de ikke – og det gør jeg heller ikke. Jeg identificerer mig selv mere og mere med den type jeg hader. Den type der ødelagde mig. Den type jeg nu er overfor dig. Jeg er blevet alt det, som rev mig i stykker engang.

Du er god for mig, men jeg er ikke god for dig. Og det ville være forfærdeligt at se dig blive ligesom mig. Ligeså kynisk. Ligeså ligeglad. Det er du for god til. Desuden behøver du ikke ‘redde’ mig, Ridder – jeg har det fint. Jeg er ukrudt. Jeg og så mange andre er ukrudt. Vi kan have svært ved at nå dagens lys, vi kan dukke op de mest uheldige steder og tidspunkter – og vi har det med at kvæle andre planter omkring os. Men ukrudt overlever altid. Undskyld, jeg kvalte dig. Undskyld, jeg sårede dig. Det har ikke været min mening, at du skulle vikles ind i mit rodede bed, og jeg håber selv du kan finde ud.

Kære Ridder, du må ikke falme, og du må ikke visne. Op på hesten igen som man siger, og rid langt væk. Du kan ikke redde alle, men du kan og skal redde dig selv.