firstworldproblems.dk Tiden er inde. Wannabe’en er blevet voksen. Jeg har valgt at relancerer min blog under det nye og mere passende navn: firstworldproblems.dk Derinde finder du ikke svar på dine problemer og dilemmaer. Til gengæld kan du blive mindet om, at sådan har vi andre det også. Det handler om de små eller store ting fra vores del af verdenen, hvor vi jo har det så godt – eller har vi? Ligenu kan du læse om Instgram, og alt det overmanipulerede lort, vi hælder i hovedet på hinanden derinde i indlægget: Undskyld, jeg unfollower. Jeg håber, at vi ses derinde, hvor jeg opdaterer langt oftere. Men hvis ikke – takker prinsessen af.

”Det er ligemeget”. Nej, når det er ligemeget, er det alt andet end det. Så er ”det er ligemeget” bare er endnu en dårlig undskyldning, for ikke at tale om det, der ofte er ’meget’. Jeg hader ordet ”ligemeget”. ”Det er ligemeget” er svaret, man giver, når man ikke orker at sætte sin modpart ind i tingene. Når man enten misforstår hinanden, giver op på emnet eller endnu værre – man bliver ligeglad. Ligemeget er ikke det samme som ”pyt”. Hvor ”pyt” er et herligt ord at bruge, når man ikke skal være for hård ved sig selv eller ting ikke går som forventet, så er ”ligemeget” alt andet end det. Jeg har mistet enkelte veninder, der for mig har været alt andet end ligemeget, men hvor det venskab vi havde blev det. Det er selvfølgelig almindeligt, at man gennem livet udskifter omgangskreds og vennegrupper i takt med, at man får flere, for når noget kommer ind, kommer der oftest også noget ud.  Som når vi spiser, fordøjer og går på toilettet – ellers har man forstoppelse. Men øv, venskaber kan jeg ikke sammenligne med en lort i toilettet. Venskaber er vigtige og værdifulde, men kræver af og til mere arbejde end...

Jeg fangede engang en fyr i at have været mig utro. Mere end en gang afhængigt af hvordan man definerer det: Bollet en anden? Kysset en anden? Været Tinder-aktiv? You name it. Egentlig er definitionen simpel: Alt hvad du ikke ville turde fortælle din partner er utroskab. Eller som en tidligere kæreste formulerede det til mig: ”Du må danse, som du vil, med hvem du vil, så længe du ikke er bange på at introducere mig for ham bagefter”. Men altså – ham, jeg referer til (for at skære det ud i pap), havde bollet med en anden, hvilket jeg skulle høre fra en fælles ven. Vi var vel og mærke ikke kærester, hvilket naturligvis også var hans første modsvar, da jeg konfronterede ham. Bevares, vi havde ikke været igennem: ”Skal vi være kærester? – Ja, nej, måske ”-seancen, som man gjorde det i de små klasser, men når man som ham og jeg havde knaldet fast i månedsvis, introduceret hinandens forældre, og han havde gjort det meget klart, at jeg ikke måtte se andre (troede den gik begge veje, bevares), så er man kærester. Kan man ikke se det, er man ganske enkelt ikke gammel nok til at stikke sin...

Til en jeg endnu ikke kender. Eller måske gør jeg? Statistisk set har man mødt den, man ender med at tilbringe resten af livet med før man fylder 20 – og jeg er snart 21. Så måske det er til ham, jeg har prøvet at få det til at fungere med de seneste måneder. Måske det er til ham, jeg lige har mødt, men som forstår mig, som har vi kendt hinanden i årevis. Måske det er til den eks-kæreste, der netop er begyndt at spøge igen. Eller måske det er til hende, som jeg ikke vidste ville blive en ’hende’. Den her er til dig: Kære kommende store kærlighed. Hvor jeg dog glæder mig til at lære dig at kende. Også selvom jeg ved, det ikke skal være nu. Skulle det ske i morgen, ville jeg være bange for at skræmme dig væk. Fordi jeg ikke er klar til at slå mig ned eller færdig med at få mit hjerte knust. Jeg er heller ikke færdig med at kysse flere på én nat eller nyde spændingen ved en ’første date’.  Jeg bliver simpelthen nødt til at vokse lidt fra den side af mig selv, før du dukker op –...

Jeg er fuld… Mit hoved dunker og jeg brækker mig snart – tror jeg… Måske burde jeg brække mig? Altså ’T.O.’– Taktisk Opkast, så jeg får det bedre i morgen. Klokken er 4:23… Efter endnu en nat i byen sidder jeg nu alene i min stille stue. Det eneste jeg kan høre er min tinnitus. Øv, jeg er stiv, slidt og har fået spildt en tranebær-vodkasjus ud over min hvide top. Om lidt skal jeg i seng – alene. Omvendt har jeg ikke lyst til at skulle dele den med nogen. ”Du ser da meget godt ud”, ”En pige som dig, er da for lækker til at være single”, ”Skal du ikke med mig hjem i aften?” – jeg kan høre alle scorereplikkerne fra nattens prettyboys oppe i mit hoved… Fra alle de jægerne, der har været ude efter nyt kød. Jeg har lyst til at tage min klamme svedige hånd og holde dem for munden… Man skal ikke tage det for gode varer, når Mr. Jeg-har-stået-i-baren-for-samle-damer-op-den-seneste-time siger ”jeg har aldrig mødt en som dig”. Det er liderlighed henvendt mod kavalergangen snarere end oprigtighed. Det er skørt, men jeg bliver på en måde lidt ked af det. Ked af at blive mindet...

Kære Camilla Du ligner din mor. Så meget at hendes gamle klassekammerater må stoppe op og kigge en ekstra gang, når de ser dig. Men havde du bare dog bare også hendes ro og tro. Du er de seneste par dage vågnet med en uro i maven – altså ikke den slags der fører til toiletbesøg – men den slags, der bunder i bekymring og tvivl. En tvivl på dine beslutninger, din dømmekraft og ikke mindst dine følelser. Den slags der giver hovedpine fremfor dårlig mave. Du er så god til at fremstå ældre end du er. Du skal også være stolt af din intellekt, men tillad også dig selv at være og reagere som den 20årig, du ikke kan løbe fra. Græd når du bliver ked af det, og hæld det ud over dine veninder, som skulle du salte asfalt på Antarktis. Bliv gal, når du bliver trådt på – og sig fra som da du var teenager og skulle kæmpe mod mor. Du holder dig så meget tilbage, og det er ikke kun for det bedre. Du er bange for at virke svag, virke umoden eller måske bare virke ung. Du er egentlig ret bange af dig, selvom...

Kære ven. Er du ved at være kommet over din monumentale sindssyge? Ja, jeg er ked af at måtte udtrykke det sådan, men hvis jeg ikke putter den label på din absurd dårlige opførsel, er der ingen chance for, at jeg kan bære over med den. Vælger jeg derimod at betragte dig som netop syg, har jeg ikke andet valg end at bære over med den. Hvis du er syg, kan jeg ikke lade dig stå til regnskab for, hvad du har påbudt dine nærmeste det seneste halve år. For hvor egoistisk du har været. Når du er i en tilstand, hvor du ikke kan kapere og ønsker dit eget liv, hvordan kan jeg så være vred over, hvad du gør ved andres? Jeg er faktisk mest vred over, hvor dårligt du behandler dig selv. Og så er jeg vred på mig. Vred, fordi jeg ikke kan få dig til at ændre mening. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Hvad kan jeg gøre? Jeg må ikke se dig? Jeg må ikke kontakte dig? Jeg kan ikke nå ind til dig? Og du har en forventning om, at jeg bare kan forholde mig passivt og lade dig være. Lade...

Kære dig. Kære selv. Du har og vil gennem dit liv møde folk, der forsøger at trække dig ned. Folk, der mener at have et større kendskab til, hvad og hvem du er, end du selv har. Folk, der vil tage æren for, hvad du har opnået og forsøge at vende den til egen fordel. Folk, der vil lyve overfor dig og lade dig tro, at de kan definerer dig ud fra, hvad de mener om dig. De tager fejl, og det er gift, at tro de har ret. Gift slår dig ganske enkelt ihjel. For kære du – du er så fin. Du er ikke, hvem andre definerer dig til at være. Du er hverken kedelig eller uintressant, selvom du passer ind, og du er ikke underlig eller forkert, fordi du skiller dig ud. Du er helt fin. Det er ikke forkert, at være bange – hverken for at være for almindelig eller for at være for anderledes. Det er nok snarere sjældent ikke at være en anelse skræmt. Men hvad blev der af den rebelske teenager, mor måtte kæmpe med en uovervindelig kamp med? Hende, der under ingen omstændigheder lod der være tvivl, når hun følte sig meget uretfærdigt...

Det klæder dig at sidde på den hvide hest, og det klæder dig at være god. Det klæder dig at være bekymret, og det klæder dig at være tro. Men du bør være det over for en, der vil være det over for dig. Du skal have en prinsesse. En god pige. Jeg ved med mig selv, at du ikke skal have mig. Du kigger sorgmodigt på mig, mens jeg ordner mit hår. Klokken har passeret 10, og mens jeg sætter min sædvanlige hestehale, vender du hovedet på skrå. ”Hvor er du smuk”, siger du. Jeg vender øjne som altid. Jeg kunne have smilt og sagt tak, men det føles ikke rigtigt. Ideen om et ‘os’ føles ikke rigtig. Vi er to puslespilsbrikker, der ikke passer sammen. Der ikke skal eller bør sidde sammen, og jeg kan ikke spille med. Du er så sød og hengivende. Du komplimenterer mig, du lytter til mig og du tjekker op på mig.  Du er typen, der inden jeg går siger “skriv til mig, når du er hjemme, så jeg ved du er i god behold“. Det må være mig, den er galt med. Mig. Det ville ikke være første gang, at jeg stikker af...

Hvor er jeg træt. Træt af arrogance. Træt af selvfede folk. Træt af fuckbois. Træt af Tinder. Og lidt træt af mig… Tinder – min idiot af en slyngveninde – jeg har fået nok. Vi har næsten kronisk stået sammen siden januar – og bevares, jeg har været super glad for dig. Men det er simpelthen FOR nemt og FOR svært at være på Tinder. Det er FOR nemt, fordi vi i en rodebunke af mennesker kan finde høje, søde, dumme, dejlige, kloge og selvfede fyre/piger på ingen tid. Det er for nemt, fordi det er SÅ ligetil at få skaffet 4 Tinderdates på 4 dage – afhængigt af hvem man er. Nej vent… Ikke HVEM, men HVAD. Er du lækker? Er løs på tråden? Er du fotogen? Er dit selfiegame bare overlegent? Congrats, du er et Tinder-go! Der er dog også folk, der bare ikke besidder disse VIGTIGE og ALTAFGØRENDE egenskaber (ironi 🙂 ). Der findes tilmed folk, som ikke er overfladiske… Tinder er FOR nemt, hvis man bare har lidt af de ovenstående egenskaber. FOR nemt, fordi det ikke kræver en indsats. Det kræver ikke en indsats at smide sin bedste gif-icebreaker, og det kræver ikke en indsats at swipe til...