Kære ven. Vil du ikke nok overleve?

Kære ven. Er du ved at være kommet over din monumentale sindssyge?

Ja, jeg er ked af at måtte udtrykke det sådan, men hvis jeg ikke putter den label på din absurd dårlige opførsel, er der ingen chance for, at jeg kan bære over med den. Vælger jeg derimod at betragte dig som netop syg, har jeg ikke andet valg end at bære over med den.

Hvis du er syg, kan jeg ikke lade dig stå til regnskab for, hvad du har påbudt dine nærmeste det seneste halve år. For hvor egoistisk du har været. Når du er i en tilstand, hvor du ikke kan kapere og ønsker dit eget liv, hvordan kan jeg så være vred over, hvad du gør ved andres? Jeg er faktisk mest vred over, hvor dårligt du behandler dig selv. Og så er jeg vred på mig. Vred, fordi jeg ikke kan få dig til at ændre mening. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Hvad kan jeg gøre? Jeg må ikke se dig? Jeg må ikke kontakte dig? Jeg kan ikke nå ind til dig? Og du har en forventning om, at jeg bare kan forholde mig passivt og lade dig være. Lade dig gå til. Jeg hader at være så magtesløs og jeg hader, at du hader mig nu.

Det er svært at genkende dig. Jeg har snart kendt dig i 10 år, hvilket er halvdelen af vores liv. Jeg forstår, når folk vokser fra hinanden – får nye venner, nye interesser, nye omgangskredse – men det er jo ikke tilfældet. Er det vel, basse? Jeg bebrejder mig selv, for ikke at have gjort mere. For ikke at have set tegnene før du endte herude. For ikke at have været der nok.  Jeg pålægger mig selv både skyld og bebrejdelse, selvom vi begge ved det ikke er velfortjent. Men “hvad nu hvis?”? Kunne jeg have gjort noget anderledes, der kunne have ændret udfaldet?

Intet du har gjort er strafbart. Du ikke slået nogen ihjel – kun dig selv.  Men jeg har valgt at betragte dig som offeret frem for morderen. Som en man skal have ondt af frem for at straffe. Jeg har valgt at tro, at du ikke selv har været herre over den situation, du er i. Kære ven, jeg ønsker ikke at gøre et regnskab op med dig. Jeg håber bare du kommer helskindet igennem dine problemer og ud på den anden side med en version af dig selv, som du kan se i øjnene bagefter. Om du så også kan se mig i øjnene kan være fuldkommen ligemeget.

Dermed ikke sagt, at du kan læne dig tilbage og bebrejde nogen som helst anden end dig selv. Du er den eneste, der kan ændre på det hele. Jeg prøver ikke at give dig dårlig samvittighed. Det gør jeg ikke. Men selvom du ikke har haft kontrol over din situation, så er der ingen anden end dig, der kan vende den. Ingen anden end dig, kan tage kontrollen tilbage over dit liv, og beslutte sig for at værne om det. At beskytte det i stedet for at tage den hurtigste vej ud af det. Det er snyd, siger man. Hverken psykologer, forældre, kærester, venner eller jeg kan hive dig ud af mørket, hvis du ikke selv vil ud. For man kan ikke se lys, hvis man går med lukkede øjne. Jeg ved selv din mor har smidt håndklædet i ringen nu, og jeg ved, hvor magtesløs man kan føle sig, når man er såret eller sårbar – som hun er, som jeg er, som du er. Jeg er bare ked af, at du også skal erfare det på den hårde måde. Husk dog: De største og mest betydningsfulde forekomster i livet er oftest dem, vi ikke selv er herre over. Sorg, vrede, smerte, lykke, jalousi og kærlighed. Man kan ikke altid vælge dem fra og til – desværre. Men hvem ved? Måske vi alligevel om et par år kan sidde og se tilbage på denne tid med et lille smil?

Til trods for, at jeg ikke ønsker at give dig skyldfølelse, kan jeg ikke ligge skjul på hvor vred jeg er. Vred over at du kunne overveje noget så selvisk som at ende dit liv. Vred over at du har valgt dem, der virkelig holder af dig fra, til fordel for en, der gør dig ondt.  Og jeg er vred på mig, fordi jeg ikke kan gøre en skid. Men jeg kan ikke tillade mig at være vred. Det handler ikke om, hvordan jeg har det, når du er den, der har brug for hjælp. Og det ved du også godt selv du har. Du hader mig for at blande mig, du hader mig for at snakke sammen med dine forældre, du hader mig for at snakke grimt om hende og hun hader mig, fordi hun frygter mig. Du må godt hade mig, men du må affinde dig med det – det er et værre scenarie, at skulle sende buketter til din begravelse. Hun må også affinde sig med det. Med at jeg ‘spøger‘ i baggrunden. Det er derfor hun frygter mig. Mig og alle andre, der er i besiddelse af 2x x-kromosom. Latterligt.

En ting er at tabe den man elsker, men en anden ting er at tabe sig selv. Det har du. Du har tabt dig selv gulvet, og du synker længere og længere ned mellem rillerne. Jo, længere du siver ned, jo sværere bliver det at komme op. Og så for hende, der smed dig på det gulv? Hvordan kan jeg ikke hade hende? Hade hende, der er grunden til, at vi ikke må ses. Hende, som du lader dig kommandere rundt af, og som er årsagen til, at det kollapsede for dig. Det er sygt. Undskyld, jeg bliver grov. Det er ikke pænt, men du skal f***** tage kontrollen tilbage. Det er giftigt, hvad du har gang i, og gift slår dig ihjel. Men det har du jo erfaret… Desværre lidt sent.

Kære ven. Jeg elsker dig, og jeg kan ikke vidne til at du slår dig selv ihjel. Jeg betragter dig som midlertidigt syg for bedst at holde min vrede tilbage. For bedst at holde hånden over dig, og kunne modarbejde tanken om, at du aldrig bliver dig selv igen.   Man kan dø af at elske, og det er mig ængsteligt – for du er ung og har slet slet ikke levet endnu.

Med venlig hilsen

// En ven