Jeg vil ikke bolle, og jeg vil ikke lyves for.

Kære kommende store kærlighed

Til en jeg endnu ikke kender.

Eller måske gør jeg? Statistisk set har man mødt den, man ender med at tilbringe resten af livet med før man fylder 20 – og jeg er snart 21. Så måske det er til ham, jeg har prøvet at få det til at fungere med de seneste måneder. Måske det er til ham, jeg lige har mødt, men som forstår mig, som har vi kendt hinanden i årevis. Måske det er til den eks-kæreste, der netop er begyndt at spøge igen. Eller måske det er til hende, som jeg ikke vidste ville blive en ’hende’. Den her er til dig:

Kære kommende store kærlighed. Hvor jeg dog glæder mig til at lære dig at kende. Også selvom jeg ved, det ikke skal være nu.

Skulle det ske i morgen, ville jeg være bange for at skræmme dig væk. Fordi jeg ikke er klar til at slå mig ned eller færdig med at få mit hjerte knust. Jeg er heller ikke færdig med at kysse flere på én nat eller nyde spændingen ved en ’første date’.  Jeg bliver simpelthen nødt til at vokse lidt fra den side af mig selv, før du dukker op – men jeg arbejder på det.

Billedresultat for i'm not ready gif

Jeg håber, at når du viser dit ansigt, vil jeg blive mere forelsket, end jeg nogensinde havde troet, jeg kunne blive. Når du viser dig, har jeg ikke lyst til nogen anden og jeg kan se os have en fælles fremtid sammen. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg har aldrig været sammen med nogen, og følt vi havde en fælles fremtid. Måske en tidsfrist på et halvt til et helt år. Trods størstedelen af mit unge voksenliv har været med kæreste – forskellige altså – har følelsen af at det bare skulle være os to aldrig været der. Hvorfor så egentlig komme sammen? Tja, ved man om det er rigtigt før man har prøvet det? Desuden – når man endelig står ved det store ’skal vi være kærester?’-spørgsmål, så er et ’nej’ også lig et farvel. Et farvel, som man heller ikke nødvendigvis er klar til.

Billedresultat for i hate goodbyes gif

Jeg håber virkelig, at jeg ved det skal være dig, når jeg møder dig – selvom alle odds er imod mig. Det kunne bare være rart, at slippe for hele cirkusset, og at kærlighed for én gang skyld bare var simpelt (måske også lidt kedeligt?). For kærlighed burde være simpelt. Det burde ikke være så svært for 2, der elsker hinanden at være sammen. Hvis bare udgangspunktet er, at de elsker og ønsker hinanden.  Men udgangspunktet er bare ofte forskelligt, og tilmed i bevægelse hele tiden.

Billedresultat for if you love someone gif

Det er netop derfor jeg gerne vil indgå i et ægteskab en dag. Fordi kærlighed svinger, så man den ene dag kan være den der elsker mest, og den næste dag er den der elsker mindst, kan jeg godt lide tanken om at man ’vælger’ den anden til. Man vælger den anden til som sin ledsager i livet – i medgang og i modgang. Ikke bare på grund af en følelse i maven, som man ikke kan forvente vil være der hele tiden. Men måske jeg aldrig finder en, jeg ønsker at gifte mig med. Hvis jeg aldrig har haft en jeg ville have en fremtid med, hvad er så chancen for at finde en, jeg vil tilbringe en livstid med?

Billedresultat for rejected love gif

Måske jeg stiller høje krav. Måske man aldrig bliver sikker omend man står ved alteret eller lige har mødt hinanden. Jeg ved, at selv mine forældre, som jeg ellers spejler mig i, ikke var sikre. Min far havde kort inden brylluppet sagt ’nå ja, man kan jo altid blive skilt, hvis det ikke går’, hvilket nær havde fået min mor til af aflyse hele seancen. Sikken en start! Men alligevel står de der 25 år senere, og jeg er ikke i tvivl om at de tager 25 år til.

Kære kommende store kærlighed. Jeg håber, du kan bære over med, hvor pladder-romantisk jeg er. Bare rolig – jeg kan også være en ice cold bitch, der smækker med døren i hovedet på dig og beder dig skride ad helvede til. Det skal du såmen nok erfare hen ad vejen.

Billedresultat for beyonce fuck men gif

Jeg har naturligvis en idé om, hvilke karaktertræk du besidder, selvom det altid er farligt at opstille en utopisk ”drømmepartner”. Men jeg håber du er typen, der siger; ”skriv, så jeg ved du er kommet sikkert hjem”, inden jeg går ud af din dør. Typen, jeg ved, jeg kan tage med alle vegne, fordi du ikke alene er præsentabel, men også sjov at være i nærheden af – så sjov at du kan give mig krampe i kinderne på vores dates. Jeg håber, du er typen, der finder på at plukke en markblomst og sætte den i håret på mig, eller typen der husker, at mine yndlingsblomster er liljer.

Billedresultat for bridget jones gif

Jeg kunne egentlig sammensætte en rigtig god kandidat til rollen ved at kigge på mine ekskærester – hvis ellers de var som ingredienser til en kage, der kan doseres, tilvælges og fravælges. En sympati og et venskab som med min 1.g-kæreste, en humor og charme som min 3.g-kæreste og en loyalitet, opmærksomhed og romantik som min seneste kæreste. Men sådan fungerer det desværre ikke…

Relateret billede

Fordelen ved at have haft mange kærester og længerevarende flirts som jeg selv er, at man indser  hvad man ikke vil have. Jeg vil ikke have en, der ser mig mere som et projekt snarere end en fornøjelse. Eller en, der forsøger at trække mig ned fra den piedestal, jeg på en god dag har det med at sætte mig på. Jeg vil ikke have en, der hellere vil kigge sig selv i spejlet eller i sin telefon fremfor at kigge mig i øjnene. Eller en der, der ikke gør sig umage.

Alt det er let at sige nu – lige indtil næste forelskelse. For kærlighed gør virkelig blind, og udelukker konsekvent logik. Kærlighed og rationalitet er snarere hinandens modsætninger fremfor følgesvende.

Billedresultat for heart vs brain

Men en ting er sikkert. Jeg vil aldrig nogen sinde igen have en, der konsekvent forsøger at gøre mig jaloux. Forstå mig ret – lidt jalousi kan være godt for de fleste forhold, men når man først til et stadie, hvor jalousi bliver til mistillid er det et point of no return. Og er vi nået dertil, kære kommende kærlighed, er chancen for at jeg kigger efter en ny partner eller allerede har smidt håndklædet i ringen rigtig stor. Så bare lad være med at forsøge at såre mig med vilje, gider du – for din og min skyld?

Relateret billede

Jeg håber, du forelsker dig i andet end, hvad du kan se ved første øjekast. For selvom det kunne være smart at være doserbare ingredienser til en kage efter eget ønske, så er jeg snarere en færdigblandet AMO-udgave. Du får hele pakken eller ingenting, men man kan godt lære en gammel hund nye tricks.

Billedresultat for maybe some women aren't meant to be tamed

Kære kommende store kærlighed – Jeg glæder mig sådan til at træffe dig! Jeg glæder mig til at vide, hvordan du har det før du selv gør, og til at overøse dig med kærlighed i en sådan grad, at jeg knapt nok kan kende mig selv. Jeg glæder mig til at gøre byen usikker med dig, mens vi er unge og dumme, og til at lave kapløb med vores rollatorer, når vi er gamle og grå. Jeg er bare ikke klar endnu.

Så jeg opruster mig i stedet til mine kommende strabadser og hjertekvaler, og må blive bedre til at huske på – der mange fisk i havet. Eller som min moster siger – der er ikke en spand-fuld, der er et land-fuld.

Kys – Din for evigt.

Billedresultat for i love you gif movie

 

Mood songs:

Kygo: Stargazing.

The Chainsmokers (feat. Coldplay): Something just like this.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg vil ikke bolle, og jeg vil ikke lyves for.