Vi er så gode til at ødelægge os selv – og hinanden. | Hvad vi ikke taler om

Jeg fangede engang en fyr i at have været mig utro. Mere end en gang afhængigt af hvordan man definerer det: Bollet en anden? Kysset en anden? Været Tinder-aktiv? You name it. Egentlig er definitionen simpel: Alt hvad du ikke ville turde fortælle din partner er utroskab. Eller som en tidligere kæreste formulerede det til mig: ”Du må danse, som du vil, med hvem du vil, så længe du ikke er bange på at introducere mig for ham bagefter”.

Men altså – ham, jeg referer til (for at skære det ud i pap), havde bollet med en anden, hvilket jeg skulle høre fra en fælles ven. Vi var vel og mærke ikke kærester, hvilket naturligvis også var hans første modsvar, da jeg konfronterede ham. Bevares, vi havde ikke været igennem: ”Skal vi være kærester? – Ja, nej, måske ”-seancen, som man gjorde det i de små klasser, men når man som ham og jeg havde knaldet fast i månedsvis, introduceret hinandens forældre, og han havde gjort det meget klart, at jeg ikke måtte se andre (troede den gik begge veje, bevares), så er man kærester. Kan man ikke se det, er man ganske enkelt ikke gammel nok til at stikke sin tissemand op i en pige, og bør i stedet hoppe tilbage til de små klasser og lege ’far, mor og børn’. Indtil man får groet nogle nosser.

Anyways – ud over at trække ’vi er ikke kærester’-kortet, mens jeg stod der med mine poppende grådfyldte øjne, fik han i sin dårlige samvittighed også formuleret følgende; ”du kunne jo også godt selv havde fundet på det”. Og med ét havde han gjort sig til dommer – lige hen over mit hoved – over hvem jeg var og hvordan min karakter så ud. Hér begynder ens tanker at æde en op indefra, og der er flere ting end det man umiddelbart kan se, der gør ondt i hele den seance:

Den man elsker, har bollet en anden.
Den man elsker, har man taget fuldkommen fejl af.
Man har tog fuldkommen fejl.
Man føler sig dum, fordi man har taget fejl.
Man slår sig selv i hovedet, for at have taget fejl.
Man får ondt i hovedet af at slå sig selv i hovedet – og får mere ondt i hovedet, fordi man slår sig i hovedet for at få ondt i hovedet.
Man har fået at vide af den man elsker (som stadig har bollet en anden), at man ikke er til at stole på.
Man vender problemet indad, og begynder at overveje: Er jeg til at stole på?
Man ødelægger sit selvværd ved at tænke yderligere grimme tanker om sig selv, mens man i selvbebrejdelsen over hvorfor det ikke fungerede, stifter bekendtskab med ordene ’hvis bare’: ”Hvis bare jeg nu havde…”.
Man glemmer, at det egentlig var ham, der havde bollet en anden, og at det kun siger noget om ham. Ikke noget om dig.

Sådan startes en ond cirkel af selvdestruerende tanker. Udløst af en anden, men forstærket af en selv, og selvom historien indtraf for længe siden genstager mønsteret af selvforagt sig stadig.

Fejlen og spørgsmålet er måske ’hvorfor vender du det overhovedet indad?’, men det kan jo blot modsvares med ’hvordan kan man ikke vende det indad?’. Sandheden er – jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvordan man undgår, at tænke lave tanker om sig selv, når ANDRE gør en ondt. Er man rigtig god til at bebrejde sig selv, kan man bygge to yderligere led på selvdestrueringen ovenfor: 11) Man er skuffet over sig selv, fordi man har ladet nogen komme tæt nok på til at såre en. 12) Man spørger sig selv: ”Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?”. Fejlen er hér, at man som udgangspunkt allerede har gjort sig selv til syndebuk for noget en anden har gjort.

Lad mig gør en ting helt klar (ikke mindst for mig selv): Det er ikke din skyld, når nogen gør dig ondt. Der findes mennesker, som bare ønsker at se verden brænde under deres fødder, og som ikke evner empati, hvilket per defination gør en til psykopat (og så er der dumme elskere, der kan komme tæt på, fordi vi simpelthen kan være så stride ved hinanden).

Der sidder garanteret nogle hankønsvæsner (ja, i flertal) derude og tænker ”gud, er noget af det her rettet mod mig?”. Hvis det i din overvejelse, så ja! Det er det sikkert – Bevidst eller ubevidst fra min side af, men nikker du genkende til en lignende situation, hvor du på dårlig vis har gjort nogen ondt, så er det her helt bestemt en opsang til dig. Fordi du har været en stor idiot, og du burde få fingeren ud, og gøre det godt igen – men det kræver (ud over empati) en stor selvindsigt.

Og hvad pokker? En gang i mellem må man bare erfare, at man har en holdning til de får en rejsning. For mit vedkommende er det ca. hver anden, jeg dater. Hver anden har været guds gave til kvinden (i dette tilfælde mig), men hvortil jeg fortvivlet har måtte jamre: ”hvorfor elsker jeg ham ikke?”. Og hver anden har været en ungkarl med fis i kasketten, hvortil jeg har måtte jamre ”hvorfor elsker han mig ikke?”. Ping-pong-ping-pong.

Men hvad med kvinder? Vi kan også sagtens være idioter, og dertil tror jeg fremdeles, at mange kvinder har det med, at lade sig såre for let. Det foregår således:

Man opstiller en idealfyr eller danner sig en idé om, hvad man godt kunne tænke sig i en mand.
Man møder en mand, og blæser på at han er langt fra, hvad man egentlig ville have, fordi man er forgabt i forelskelse eller sjask våd i trussen.
Man projekterer sin ’idealfyr’ over på denne mand.
Man lærer gennem bitter erfaring, at man ikke kan opdrage på ham eller få ham tilpasset ’idealbilledet’ – og man brister og bliver sur.
Man mister sin ham.

Her er der ikke andet for end at indse, at man måske er mere ked af at have mistet idéen snarere end manden, og at store dele af hjertekvalerne bunder i såret stolthed. Plus man skal ikke komme sammen med nogen for at ændre på dem eller bilde sig selv ind, at det kan man.

Men selv efter denne store selverkendelse, giver man alligevel ikke helt op. Nej, hvor mange gange de så end har bevidst, at de har rygrad som en regnorm og substans som en flødebolle (igen; man har en holdning til man får en rejsning, hvilket også kan være gældende for liderlige kvinder), så tager man dem alligevel i forsvar – igen og igen og igen. ”Nej, det kunne han ikke finde på” eller ”ej, det har han lovet mig, han ikke ville gøre”, bliver man ved at fortælle sig selv – indtil han alligevel forsøger at score din bedste veninde. Og sådan sikrer man sig at få sit hjerte knust– igen og igen og igen. Skuffet over sig selv, fordi man har stolet på ham, forsvaret ham og endnu en gang taget fejl, hvorefter man igen slår sig selv i hovedet over noget en anden har gjort – tjuhaj, hvor det kører tilbage på selvdestrueringstoget!

Men det stopper ikke her. For her kommer lysten til konfrontation ind i billedet. Den næste forsvarsmekanisme, hvor man tænker: ”Ej, han vidste ikke bedre – hvis jeg bare snakker med ham, vil han se hvor forkert det var”. Lad være… Tager du konfrontationen vil du højst sandsynligt blive mødt af forsvarsmekanismen: Benægt, benægt, benægt, lyv, lyv, lyv. Hvorefter risikoen for igen igen at få sit hjerte knust er stor. Generelt vil jeg altid være fortaler for, at man taler om tingene, men er man kommet tilstrækkelig langt ud, er det ikke altid det værd. Så skal man i stedet få benene på nakken.

Jeg tror det er sundere, at få sit hjerte knust en gang for alle – og derefter slippe alle tøjler, forventninger og forsøg på opdragelse. Men det er svært. En hjælp, hvis man ikke kan rumme det, er netop at trække sig selv væk fra problemerne og få benene på nakken. Der er så mange dumme quotes ala:

Blæs det et stykke!!! Det er noget pis, at tro det at ’quitte’ kan sættes lig med at fejle. Og det er noget pis, at blive ved med at torturere sig selv, hvor man ikke trives, fordi man ikke må ’quitte’. Hellere trække sig selv væk fra problemerne og vælge sine kampe med omhu. Det er ikke det værd, hvis det bliver ved ikke at gør dig ked af det – hvadend det er en kæreste, et job, en tilstand eller noget helt andet. Det eneste problem med at få benene på nakken og trække sig selv væk fra problemet er, at man ofte vil bliver konfronteret med hvad man forsøgte at undgå alligevel. Hvorfor? Fordi vi mennesker gerne vil blande os i ALT, kontrollere ALT, vide ALT og ikke mindst viderefortælle ALT. En MØG dårlig vane. Så du kan nok ikke helt undgå, at høre om hans nye kæreste eller andre irriterende sidefaktorere – ligesom han nok ikke kan undgå at høre om dine. Hertil er det okay, at sige til veninderne: ”Søde Mette, gider du knytte sylten og spare mig for sladderen – jeg gider egentlig ikke tale om det”. Eller sige ’pyt’ – hvis man altså kan.

For intet er så svært, som at sige ’pyt’ i en situation, hvor man føler sig forurettet – om så det er i morgentrafikken. Hvorfor er det også altid de, der ikke har gjort noget galt, som skal føje sig for dårlig opførsel? Som når nogen ikke gider flytte sig fra cykelstien, og man selv i en hurtig manøvre må glide ud over kantstenen og opleve en vaskeægte nærdødsoplevelse (mindst…)?

Fordi de kan – fordi de evner at hæve sig over småligheden og ikke falde ned på det niveau. Selv når kæresten har bollet med en anden, forsøgt at bebrejde dig for det eller lagt an på din veninde (og man mildest talt føler, man bliver ædt op af lysten til hævn). Lad være… Det er ikke dit job at opdrage på andre, og deres opførsel ligger udenfor din kontrolsfære. Det er kun din opgave, at sørge for det ikke får lov at ødelægge dig, og den du er.

Man taber aldrig på at være den gode – heller ikke over for de, der ikke har fortjent det. Hele ’noget-for-noget’ -tendensen er i mine øjne sørgelig. Som Aristoles sagde: ”Jo flere gode handlinger, du udfører, jo bedre en person, bliver du”. Ergo bliver man et bedre menneske af at behandle andre godt. Det også en af grundene til, at jeg ikke forstår moden i at være en ’spiller’ eller bare være ’ligeglad’. Ligeglad med følelser og ligeglad med andre. Ligeglad med at være en idiot eller med at være landskendt for at have stykket så mange mennesker i ryggen som muligt i et TV-program som Paradise. Er det virkelig noget at se op til?

What comes around goes around, og man kan ikke beskytte sig selv fra verdenen, men man kan vælge, hvad hvordan man selv vil bidrage til den. For livet er uretfærdigt, men alternativet værre, og ingen kan værdsætte glæde, hvis de aldrig har oplevet sorg. Går det helt ad helveds til med at sige pyt, lade være at tænke dårlige tanker eller give slip på sin hævngerrighed, så få benene på nakken. Jeg gør det selv. Lige nu. Lige her. I denne skrevne stund.

Problemerne der fylder nu fylder, fordi de er i fokus, og alt vi fokuserer på vokser. Tilbage er der at huske: Dårlige tanker kan ødelægge dig, men de kan ikke slå dig ihjel.