Kære Camilla – Kære Mor

Kære Camilla

Du ligner din mor. Så meget at hendes gamle klassekammerater må stoppe op og kigge en ekstra gang, når de ser dig. Men havde du bare dog bare også hendes ro og tro. Du er de seneste par dage vågnet med en uro i maven – altså ikke den slags der fører til toiletbesøg – men den slags, der bunder i bekymring og tvivl. En tvivl på dine beslutninger, din dømmekraft og ikke mindst dine følelser. Den slags der giver hovedpine fremfor dårlig mave.

Du er så god til at fremstå ældre end du er. Du skal også være stolt af din intellekt, men tillad også dig selv at være og reagere som den 20årig, du ikke kan løbe fra. Græd når du bliver ked af det, og hæld det ud over dine veninder, som skulle du salte asfalt på Antarktis. Bliv gal, når du bliver trådt på – og sig fra som da du var teenager og skulle kæmpe mod mor. Du holder dig så meget tilbage, og det er ikke kun for det bedre. Du er bange for at virke svag, virke umoden eller måske bare virke ung. Du er egentlig ret bange af dig, selvom man ikke skulle tro det, sådan som du har lært at svare igen. Jeg ved din største frygt er at hengive dig – at sørge eller føle svigt. Jeg ved det spænder ben for dig hver gang, du bliver forelsket, og at du flygter, så snart du fornemmer en risiko for at blive såret. Jeg ved du er bange, men jeg forstår faktisk ikke for hvad. Kære Camilla, jeg ville ønske, du var mere modig – ligesom din mor. At du ikke flygtede fra dine følelser, og at du ikke forstillede dig alverdens skrækscenarier, før de overhovedet var sat i verden. Jeg ville ønske, at “pyt” ikke blot blev en større del af dit ordforråd, men en større del af dit sind. Du skal nok finde en, der gør din mor stolt. Husk hvad hun plejer at sige – hvad der er ment til at ske, vil også det ske.

En gang i mellem ville jeg ønske, at tro var en større del af os alle – religion om man vil, skønt jeg ved at den label får mange til at krumme tær. Jeg mener bare – nu hvor vi alle har ‘åh, så mange valg’, og vi hele tiden kan og skal tilrettelægge vores egen vej – kunne det så ikke være skønt, hvis der faktisk var en tilrettelagt plan for os i sidste ende?  En plan for vores karriere, vores partner, vores omgangskreds og vores skide ry – en vi ikke havde så stor en indflydelse på igen. For hvem er den eneste man kan bebrejde, hvis det går galt i en plan man selv har udarbejdet? Sig selv, naturligvis. Det er intet chok, at stress og depression er fuldkommen almindeligt, når man ser sådan på det. Vi kan gå og slå hinanden i hovedet over alle de ting vi mistede undervejs eller aldrig fik opnået, men tænk at være overbevist om at “der er intet der sker uden en grund“. Eller rent faktisk mene “hvis det var ment til at ske, så ville det være sket“.  Tænk at kunne hengive sig til troen på skæbnen.

Det er den overbevisning din søde mor har forsøgt at implementere i dit liv og i dit selvbillede. Altså troen på, at intet sker uden en grund. Men som enhver 20årig stejler du selvfølgelig, når mor blander sig, men måske det er helt OK, at hun gør. Du siger engang imellem, at du glæder dig til at være 50år og være fuld af livserfaring. Du har en ide om, at alting ikke bliver blæst op til noget stort, hvis bare du bliver ældre. At du bliver bedre til at kontrollere dine impulser og at bølgerne ikke behøver gå højt hele tiden. Omend ens skønhed utvivlsomt falmer med alderen, så må det da være dejligt at kende sig selv helt til bunden og have udrettet noget man kan være stolt af.  Det er derfor du altid har fået at vide, at du skal ligge dine værdier i andet end dit udseende. Endnu et af din mors gode råd. “Skønhed er den værste gave man kan give” sagde hun engang, “for det er den eneste kvalitet, man kan være sikker på vil forråde en og forsvinde“. Du er nu så klog mor, og måske jeg ikke behøver gøre mig alle livet erfaringer selv, når nu jeg er så velsignet at have en 50årig ved din side, som har prøvet alt det jeg selv går igennem.

Kære mor

Tak for dine mange kloge ord gennem tiden. De synker dybere og dybere jo ældre jeg bliver. Tilgiv mig at jeg også skuffer dig ind i mellem og viger fra både din og min moral, men vær ikke i tvivl om at jeg er formet i dit billede – måske med lidt ekstra spice. Som jeg bliver ældre kender jeg flere og flere, der ikke er så heldig som jeg stadig at have deres mor. Jeg priser mig lykkelig over at du er rask og i god behold. Du er den stærkeste jeg kender – selv i de tider, hvor du selv har følt dig svagere og mere udkørt end nogensinde. Tak, fordi du altid samler mig op. Når jeg får mit hjerte knust, når jeg mangler tro på mig selv, når jeg har brug for en ven og når jeg gør det hele igen og igen.  Tak, fordi du har lært mig at elske.

// Din datter